Dangus Forums

United Tribes of Baltica

* DUK    * Ieškoti  * Registruotis * Prisijungti 

Dabar yra 2019-07-19, 02:29




Naujos temos kūrimas Atsakyti į temą  [ 1 pranešimas ] 
Autorius Pranešimas
 Pranešimo tema: Lithuanian goddesses... Sauso 13ta
StandartinėParašytas: 2008-02-25, 06:54 

Prisijungė: 2005
Pranešimai: 41
Here article by Erik Sorensen, printed in 4 Danish newspapers. The English
is a translation of the Lithuanian by Vijole Arbas.

Publication date: 23. February 2008:

Headline:Lithuanias' Forgotten Goddesses of Freedom

Subtitle: Loreta, Loreta and Angele: In 1991 they were the heroes of
Lithuania when independence was re-won, and the Sovjet Union foundered.
Today they are forgotten by most.

VILNIUS: They limp slowly and carefully through the darkness on the cobble
stones of Vilnius. The two unnoticeable (Vijole: the Danish word means
"whom you don't notice") women are passed time and again by loud and
wellclad young people out to party-hardy.
The couple is forced to make a detour to pass a young man, who is blocking
the sidewalk with his shiny four-wheel drive car in order to get a better
shot at charming six giggling beauties. Not a word is uttered to the two
(women). Of course not. No one knows today who 41-year-old Loreta Slekiene
and 65-year-old Angele Pladyte are.
To cut it short, they sold their mobility 17 years ago so that Lithuania
could become a free country with four-wheel-drive cars, discos, democracy
and what comes along. Back then, Lithuanian youth weren't tuned to rap.
They were tuned to bonfires and singing old folk songs at great gatherings
of people. In this way the Soviet might was confronted, and from the songs
rose the demand for independence.
In 1991, Moscow's empire had to strike back if it wanted to survive, and
the events culminated at the Vilnius tv tower. To regain control of the
mass media meant that soldiers had to break a living wall of thousands of
civilians gathered here and at other important buildings. On the night of
Jan. 12th, Loreta had gone to the tv tower together with Loreta
Asanavitjute (transcribed by me), a friend her own age. The inferno broke
out around 1 a.m. when the feared elite soldiers, OMON, attacked with the
help of tanks. The crowd was pushed together, and a panic spread.
Everything was a chaos of light, shots, diesel fumes, noise and yells.
Suddenly, the two Loreta's lost grip of each other - for ever.
Asanavitjute's abdomen was run over by a tank. She died an hour later after
having asked the powerless helpers/medics if she would now be unable to
give birth to children.
That same tank mangled Loreta Slekienes legs together with Angele
Pladytes. That's how they met. The tank stopped, and a man tried to push it
back with his bare hands. A photographer took a photo of the tank's steel
belts, Slekiene's white boot, and the horror in Pladyte's face.
A picture, which soon made its way around the world. It showed with
crystal clarity that if the ever so reformminded Soviet leader, Mikhail
Gorbachov wanted to win, he would have to unleash a blood bath
Stalin-style. It didn't happen. And while the Lithuanians may have lost
militarily that night at the tv tower, their nation is today free and a
member of the EU and NATO.
Left behind were the victims. Two of them have to limp for the rest of
their lives, but none of them regret ending up on the wrong side of the
tank's steel belts.
- It wasn't for nothing. I gave my small contribution to the independence,
says Loreta Slekiene.
- But I don't tell too many about it because you meet som many different
attitudes. Like for instance a nurse who told me that "you're doing really
well now and get lots of attention from abroad and from the hospital". I
told him: "Here, take my money, but take my legs, too, the way they look".
No one knows how much it hurt, Loreta recounts.
Later this month, she has to go through yet an operation.
Angele Pladyte almost doesn't dare to be proud of her own role any more,
and she is disgusted with people who take a patent on the victory.
- No one expected that we would be shot or crushed by tanks. It was the
Lithuanian nations's inner strength which made it possible to re-win
freedom. Not those politicians who now say they had planned it all and made
the hospitals ready, says Pladyte.
Every year they go to the public memorial events. In the light of the bon
fires they are anonymous, and it suits them both well. They feel the
"togetherness" and it gives them a bit of the rush from back then.
This year, Loreta's 12-year-old son Sarunas, who loves computers and
basketball, didn't feel like going. And he is not alone.
- Traditions and values disappear or change. That's life. Sometimes they
(traditions) return again after 10 years, says Loreta, but adds with a
smile that Sarunas ended up going along after all.
- Now it is every one for himself. Back then we acted without being able
to predict the result. Later there were many who lost their jobs during the
hard reforms. That changed people's attitudes. Many became disoriented or
disappointed and began to think "as long as all is well for me, don't ask
me to help others", says Pladyte.
Despite handicaps and modest economic means, none of the two are bitter
today.
- I like traveling and would like to see more of the world, while my legs
hold up. But I wouldn't live anywhere else than Lithuania, says Loreta, who
has visited Germany with her husband and two kids.
Angele has extreme difficulty walking and is even struck by cancer. So she
goes nowhere, but uses her time to follow the news. There is nothing wrong
with her mood, though. When she was pinned down under the tank, she
obstinately thought that those darned elite soldiers ought to get the dirty
job done quickly. But no.
- Now I am 65. An old woman, she says. /ritzau/

In a separate side bar, I present som facts about Jan. 13 (se below in
Danish)


TELEGRAM Længde: 5024




EHS KER
220823 2/2008 4U LITAUEN/FRIHED, Litauens glemte frihedsgudinder

Loreta, Loreta og Angele: I 1991 var de Litauens helte, da selvstændigheden
blev genvundet, og Sovjet smuldrede. I dag er de glemt i den brede
offentlighed.

NB: Billedbureauerne har billeder fra dengang og nu.
_ _ _ _ _ _ _ _

Langsomt og forsigtigt halter de gennem mørket på Vilnius' brosten. De to
uanselige kvinder passeres gang på gang af højrøstede og velklædte unge,
der er ude for at fyre den af i nattelivet.
Parret må gå en omvej for at komme uden om en ung mand, der med sin
blankpolerede firehjulstrækker blokerer fortovet, så han bedre kan charmere
seks fnisende skønheder. Ikke et ord veksles med de to. Naturligvis. For
ingen ved jo i dag, hvem 41-årige Loreta Slekiene og 65-årige Angele
Pladyte er.
Groft sagt solgte de for 17 år siden deres førlighed, for at Litauen kunne
blive et frit land med firehjulstrækkere, diskoteker, demokrati, og alt
hvad dertil hører.
Dengang tændte Litauens ungdom ikke på rap. De unge tændte bål og sang
gamle folkesange på store stævner. Man trodsede dermed sovjet-overmagten,
og fra sangene næredes kravet om selvstændighed.
I 1991 måtte Moskva-imperiet slå tilbage, hvis det ville overleve, og
begivenhederne kulminerede ved tv-tårnet i Vilnius. At genvinde kontrollen
med massemedierne betød, at soldater skulle bryde en mur af tusinder af
civile, som var dannet her og rundt om andre samfundsvigtige bygninger.
Om aftenen den 12. januar 1991 var Loreta gået hen til tv-tårnet sammen med
sin jævnaldrende veninde Loreta Asanavitjute. Infernoet brød ud kl. 01, da
de frygtede elitesoldater, OMON, gik til angreb bistået af kampvogne.
Folkemængden blev presset sammen, og panikken bredte sig. Alt var et kaos
af lyskastere, skud, dieseldunster, larm og råb.
Pludselig mistede de to Loreta'er grebet i hinandens hænder - for altid.
Asanavitjutes underliv blev kørt over af en kampvogn. Hun døde en time
senere efter at have spurgt de magtesløse redningsfolk, om hun nu var
forhindret i at føde børn.
Den samme kampvogn viklede Loreta Slekienes ben sammen med Angele Pladytes.
Sådan lærte de hinanden at kende. Kampvognen standsede, og en mand forsøgte
med de bare hænder at skubbe den tilbage. En fotograf tog et billede af
larvefødderne, af Slekienes hvide støvle, og af rædslen i Pladytes ansigt.
Et billede, der snart gik verden rundt. Det viste krystalklart, at hvis den
ellers så reformvenlige sovjetleder Mikhail Gorbatjov ville vinde, så måtte
han udløse et blodbad af Stalin-dimensioner. Det skete ikke. Nok tabte
litauerne det militære slag om tv-tårnet, men i dag er nationen fri og med
i EU og NATO.
Tilbage lå ofrene. To af dem må halte resten af livet, men ingen af dem
fortryder at være kommet på tværs af de sovjetiske larvefødder.
- Det hele var ikke for ingenting. Jeg gav et lille bidrag til
uafhængigheden, siger Loreta Slekiene.
- Men jeg fortæller ikke så mange om det, for man møder så mange
forskellige holdninger. Som for eksempel den sygeplejer, der sagde til mig,
at "du har det virkelig godt nu og får masser af opmærksomhed fra udlandet
og fra de hospitalsansatte". Så sagde jeg: "Her, tag mine penge, men så
skal du også overtage mine ben, som de ser ud nu". Ingen ved, hvor ondt det
gjorde, fortæller Loreta.
I denne måned må hun gennemgå endnu en operation.
Angele Pladyte tør knap være stolt over sin egen rolle mere, og hun væmmes
ved folk, der tager patent på sejren.
- Ingen forventede, at vi ville blive skudt eller knust af kampvogne. Det
var den litauiske nations indre styrke, som gjorde, at friheden blev
genvundet. Ikke de politikere, der nu siger, at de havde planlagt det hele
og gjort hospitalerne klar, siger Pladyte.
Hvert år går de sammen til offentlige mindehøjtideligheder. I flammernes
skær er de anonyme, og det passer dem begge fint. De mærker nemlig
samhørigheden og genopliver dermed lidt af suset fra dengang.
I år gad Loretas 12-årige søn Sarunas, som elsker computere og basketball,
ikke rigtig gå med. Og han er ikke noget særsyn.
- Traditioner og værdier forgår og ændrer sig. Sådan er det. Somme tider
kommer de igen efter 10 år, konstaterer Loreta og tilføjer med et skævt
smil, at Sarunas alligevel endte med at gå med.
- Nu er det enhver sit. Dengang handlede vi uden at kunne forudse
resultatet. Senere var der mange, som mistede deres job under de svære
reformer. Det ændrede folks holdninger. Mange blev forvirrede eller
skuffede og begyndte at tænke, at "bare alting er godt for mig, så skal du
ikke bede mig hjælpe andre", siger Pladyte.
Trods handicap og meget beskedne økonomiske kår er ingen af dem i dag
bitre.
- Jeg kan godt lide at rejse og vil gerne se mere af verden, mens mine ben
kan holde til det. Men jeg kunne ikke tænke mig at bo andre steder end i
Litauen, siger Loreta, som har besøgt Tyskland med sin mand og to børn.
Angele er stærkt gangbesværet og tilmed ramt af kræft. Så hun rejser ingen
steder, men bruger tiden på at følge nyhederne. Humøret fejler intet. Da
hun dengang lå fastklemt under kampvognen, tænkte hun trodsigt, at de
elendige elitesoldater vel i det mindste kunne gøre en hurtig ende på det
hele.
- Nu er jeg så blevet 65. En gammel kvinde, konstaterer hun.

EHS KER
220828 2/2008 4U LITAUEN/FRIHED/FAKTA, Fakta om Sovjets sidste
krampetrækning

Litauen (3,4 millioner indbyggere) genvandt i 1990-91 selvstændigheden
efter at have været indlemmet i Sovjetunionen siden Anden Verdenskrig.
Det nationale vendepunkt natten til 13. januar 1991 var en sovjetisk
massakre på litauiske civile ved tv-tårnet i Vilnius, hvor 14 blev dræbt og
500 såret. Tre deltagere:
* Loreta Asanavitjute, dræbt. Blev 23 år. Fik en statsbegravelse.
* Loreta Slekiene, i dag 41 år. Har mand og to børn på 14 og 12 år.
Deltidsarbejde med børnepasning. Månedlig invalidepension omkring 1400
lita, ca. 3022 kroner.
* Angele Pladyte, i dag 65 år. Pensionist. Månedlig invalidepension omkring
1600 lita, ca. 3450 kroner.
/ritzau/ (See attached file: 20010111-165643-L.jpg)
20010111-165643-L.jpg
68K View Download


Į viršų
 Aprašymas  
 
Rodyti paskutinius pranešimus:  Rūšiuoti pagal  
Naujos temos kūrimas Atsakyti į temą  [ 1 pranešimas ] 


Dabar prisijungę

Vartotojai naršantys šį forumą: Registruotų vartotojų nėra ir 2 svečių


Jūs negalite kurti naujų temų šiame forume
Jūs negalite atsakinėti į temas šiame forume
Jūs negalite redaguoti savo pranešimų šiame forume
Jūs negalite trinti savo pranešimų šiame forume

Ieškoti:
Pereiti į:  
cron